LGBT+ Rådgivningen åbner i Aalborg

Nordjyllands LGBT+ personer og deres pårørende får nu mulighed for at modtage lokal støtte og vejledning, når LGBT+ Danmark åbner en ny afdeling af LGBT+ Rådgivningen i Aalborg. Udvidelsen sker i kølvandet på en rekordstor stigning i henvendelser som følge af Covid-19.  

Pandemien har haft stor påvirkning på LGBT+ personer i Danmark. Det seneste års nedlukninger og isolation har betydet, at LGBT+ Danmarks rådgivningstilbud i København og Aarhus har oplevet markant flere henvendelser end vanligt, med en stigning det seneste halve år på 75 % i forhold til året før i København. 

Når vi i dag den 12. april 2021 åbner for den tredje afdeling af LGBT+ Rådgivningen – denne gang i Aalborg – er det derfor også på baggrund af et hidtil uset stort behov blandt landets LGBT+ personer.   

En lokal støtte 

Seksuelle og kønslige minoriteter i Danmark er markant mere negativt repræsenteret på statistikker over ensomhed, mistrivsel og psykiske udfordringer. 28 % af danske LGBT+ personer er ensomme, mens det kun er tilfældet for 5 % af baggrundsbefolkningen ifølge en undersøgelse af Miljø og Fødevareministeriet fra 2020. LGBT+ Rådgivningen er en af LGBT+ Danmarks hjørnesten i forsøget på at modarbejde disse statistikker.  

Rådgivningen tilbyder skriftlig, telefonisk og fysisk rådgivning om alt, der knytter sig til livet som LGBT+ person – fra tanker om at springe ud, psykisk mistrivsel til juridiske muligheder for at stifte familie.  

Alle rådgivere er frivillige og uddannede af LGBT+ Danmark, og har i mere end 25 år hjulpet LGBT+ personer fra København og siden fra Aarhus. Nu står ni uddannede rådgivere klar til at flytte ind i lokaler hos KFUM og KFUK på Danmarksgade 52. 

Udvidelsen af rådgivningen til Aalborg er muliggjort med økonomisk hjælp fra IKEA, som har valgt at støtte LGBT+ Danmarks arbejde mod ensomhed og stigmatisering af seksuelle og kønslige minoriteter. 

“Vi er så glade for endelig at kunne åbne rådgivningen i Aalborg. LGBT+ personer findes over hele landet, og om de bor på Frederiksberg eller Frederikshavn skal de have samme mulighed for støtte og vejledning. Vi ved, hvor stort behovet er, og det seneste års sociale isolation har kun gjort det endnu større. Mange LGBT+ personer har ikke en tryg omgangskreds af ligesindede at spejle sig i – det kan være fordi de er helt unge eller fordi de først i en sen alder er sprunget ud. De har nu en kvalificeret og lokalkendt støtte, som de kan rådføre sig hos” – Susanne Branner Jespersen, sekretariatschef hos LGBT+ Danmark. 

 

LGBT+ knudepunkt i Aalborg 

Vi har en drivende ambition om, at styrke LGBT+ Danmarks landsdækkende indsats, så LGBT+ personer i hele Danmark har samme muligheder for støtte, hjælp og fællesskab. 

Med åbningen af LGBT+ Rådgivningen i Aalborg, er der nu i sigte til, at tre af foreningens tilbud får egen afdeling i den nordjyske hovedstad 

LGBT+ Danmarks ungefællesskab, AURA, for LGBT+ personer under 18 har allerede en afdeling i Aalborg, og i løbet af efteråret vil også gruppesamtaleforløbet for transpersoner, TRANSIT, åbne i byen. Dermed bliver Aalborg den første by i Danmark uden for København, hvor LGBT+ Danmark etablerer en samlet indsats til lokale LGBT+ personer.  

 

LGBT+ Rådgivningen Aalborg 

Adresse: Danmarksgade 52, 9000 Aalborg 

Åbningstid: mandage kl. 16.30-18.30 

Rådgivningen kan kontaktes på: 

  • Telefon: 33 13 19 48 (mandag 16.30-18.30) 
  • Mail: raadgivningaalborg@lgbt.dk 

Der er på nuværende tidspunkt ikke mulighed for personligt fremmøde på adressen pga. covid 19-restriktioner. Følg med på vores sociale medier og hjemmeside, hvor vi opdaterer om nye informationer ifm. covid-19-restriktionerne.